Af Jasper Sparre-Enger Lyngsig / lyngsig @ hotmail.com
Du kender det godt. ”Middag hos mig kl. 19!”, ”Biffen torsdag kl 19.30 – vi kommer allesammen”. Én af dine venner eller veninder ringer og vil gerne have dig hjem til middag, snakke sin kærestesorg igennem med dig eller en tur i biografen. Det vil du også helt vildt gerne - hvis ikke det liiige var fordi du skulle nå en omgang undervisning i indbrudspant klokken 18-20…
Som mange ved, har der været ret meget ballade omkring skemaplanlægningen på 2. år. Det handler om, at nogle studerende med børn er rendt ind i problemer med at få deres hverdag til at hænge sammen, fordi der er undervisning i tidsrummet 16-20. Første gang jeg hørte det, tænkte jeg: ”Hvor stort et problem kan det egentlig være?” Med lidt snilde og god planlægning ville det nok ikke blive et problem for mig at dukke op til undervisningen. Jeg har jo ikke nogen børn – så vidt jeg ved.... Og sådan tillader jeg mig at antage, at det er for langt størstedelen af de jurastuderende.
Men hvorfor så denne klumme? Joo, man kan jo opstille et modsætningsforhold, der hedder: Skal der tages særlige hensyn til studerende med børn, eller skal man tilstræbe at tilgodese alle studerendes behov, når man laver skemaplanlægning?
En af de ting, der er blevet anført i debatten, er, at det er svært at skaffe pasning til de små poder. I vores top-tunede velfærdssamfund lukker de fleste daginstitutioner nemlig klokken 17, hvilket gør det svært at deltage i undervisning, som lapper ind over dette tidspunkt. Og det er vel de færreste studerende, der har så meget luft i budgettet, at de kan ansætte en barnepige. Det taler selvfølgelig for, at man tilgodeser denne gruppe mennesker, når man planlægger skemaerne. På den anden side kan man - mere kynisk - sige, at undervisningen kun er et tilbud. Og vi kender jo alle vores aftaleret, der siger, at sådan ét kan man acceptere eller lade være.
Hele denne problematik har fået mig til at tænke. For de problemer, de studerende med børn har, er måske i virkeligheden ikke så langt fra, hvad vi alle sammen går og tumler med. Det, som det hele handler om, er, at man skal have mulighed for at leve et liv ved siden af sit jurastudium. Forældrene har et behov for at kunne se deres børn og skifte deres fyldte bleer, når der nu ikke er en pædagog til det. Studerende uden børn har andre behov. Det kan være et behov for at kunne arbejde for at få økonomien til at hænge sammen, træne med sit gamle fodboldhold, engagere sig i politisk arbejde eller bare være en god ven, der har tid til at bruge en tirsdag aften på at være noget for et andet menneske.Fælles for de nævnte ting er, at de ofte foregår på tidspunkter, hvor de fleste folk har fri – og det er tit efter kl. 16 – i hvert fald efter kl. 18.
Det, jeg forsøger at sige er, at alle mennesker har et behov for at koble af på den ene eller anden måde. De fleste gør det ved at engagere sig i andre sociale relationer end dem, de indgår i på studiet.
Det her handler ikke om at være mere eller mindre engageret i sit eget studie. Det handler måske nærmere om det modsatte. Jeg tror på, at hvis man har mulighed for at engagere sig på andre områder end i lige netop pensum i forvaltningsret, så får man samtidig et større overskud til at give den en ekstra tand, når man sidder og læser om sagsbehandlingskrav og andre sindsoprivende emner.
Du kender det godt. ”Middag hos mig kl. 19!”, ”Biffen torsdag kl 19.30 – vi kommer allesammen”. Én af dine venner eller veninder ringer og vil gerne have dig hjem til middag, snakke sin kærestesorg igennem med dig eller en tur i biografen. Det vil du også helt vildt gerne - hvis ikke det liiige var fordi du skulle nå en omgang undervisning i indbrudspant klokken 18-20…
Som mange ved, har der været ret meget ballade omkring skemaplanlægningen på 2. år. Det handler om, at nogle studerende med børn er rendt ind i problemer med at få deres hverdag til at hænge sammen, fordi der er undervisning i tidsrummet 16-20. Første gang jeg hørte det, tænkte jeg: ”Hvor stort et problem kan det egentlig være?” Med lidt snilde og god planlægning ville det nok ikke blive et problem for mig at dukke op til undervisningen. Jeg har jo ikke nogen børn – så vidt jeg ved.... Og sådan tillader jeg mig at antage, at det er for langt størstedelen af de jurastuderende.
Men hvorfor så denne klumme? Joo, man kan jo opstille et modsætningsforhold, der hedder: Skal der tages særlige hensyn til studerende med børn, eller skal man tilstræbe at tilgodese alle studerendes behov, når man laver skemaplanlægning?
En af de ting, der er blevet anført i debatten, er, at det er svært at skaffe pasning til de små poder. I vores top-tunede velfærdssamfund lukker de fleste daginstitutioner nemlig klokken 17, hvilket gør det svært at deltage i undervisning, som lapper ind over dette tidspunkt. Og det er vel de færreste studerende, der har så meget luft i budgettet, at de kan ansætte en barnepige. Det taler selvfølgelig for, at man tilgodeser denne gruppe mennesker, når man planlægger skemaerne. På den anden side kan man - mere kynisk - sige, at undervisningen kun er et tilbud. Og vi kender jo alle vores aftaleret, der siger, at sådan ét kan man acceptere eller lade være.
Hele denne problematik har fået mig til at tænke. For de problemer, de studerende med børn har, er måske i virkeligheden ikke så langt fra, hvad vi alle sammen går og tumler med. Det, som det hele handler om, er, at man skal have mulighed for at leve et liv ved siden af sit jurastudium. Forældrene har et behov for at kunne se deres børn og skifte deres fyldte bleer, når der nu ikke er en pædagog til det. Studerende uden børn har andre behov. Det kan være et behov for at kunne arbejde for at få økonomien til at hænge sammen, træne med sit gamle fodboldhold, engagere sig i politisk arbejde eller bare være en god ven, der har tid til at bruge en tirsdag aften på at være noget for et andet menneske.Fælles for de nævnte ting er, at de ofte foregår på tidspunkter, hvor de fleste folk har fri – og det er tit efter kl. 16 – i hvert fald efter kl. 18.
Det, jeg forsøger at sige er, at alle mennesker har et behov for at koble af på den ene eller anden måde. De fleste gør det ved at engagere sig i andre sociale relationer end dem, de indgår i på studiet.
Det her handler ikke om at være mere eller mindre engageret i sit eget studie. Det handler måske nærmere om det modsatte. Jeg tror på, at hvis man har mulighed for at engagere sig på andre områder end i lige netop pensum i forvaltningsret, så får man samtidig et større overskud til at give den en ekstra tand, når man sidder og læser om sagsbehandlingskrav og andre sindsoprivende emner.
