20091121

Det er der valg til:


Akademisk Råd

Akademisk Råd er det øverste kollegiale organ på fakultetet. Rådet forholder sig primært til akademiske anliggender, der har relevans for fakultetet. Rådet har blandt andet den funktion, at det løbende nedsætte bedømmelsesudvalg, der i forbindelse med ansættelse af videnskabeligt personale varetager bedømmelse af ansøgerne. Derudover er det Akademisk Råd, der tildeler ph.d.-grader, doktorgrader og priser.

Rådet er sammensat således, at det består af 10 medlemmer med stemmeret– 7 videnskabelige medarbejdere og 3 studenterrepræsentanter. Derudover er der 3 observatører fra det teknisk administrative personale. Dekanen er født formand, og både dekanen og prodekanen deltager i møderne, som afholdes en gang om måneden. Ud over nedsættelse af udvalg, bliver rådet informeret om fakultetets økonomi samt andre anliggender, der kan have interesse og i nogle tilfælde danne grundlag for en principiel diskussion.

Studenterrepræsentanternes primære opgave er at sikre, at der stilles krav om undervisningsforpligtelser for nyansat videnskabeligt personale. Derudover er det gennem Akademisk Råd, at studenterrepræsentanterne bliver indkaldt til ansættelsessamtaler, når der ansættes nyt personale.


Bestyrelsen

Bestyrelsen er den højeste myndighed på Københavns Universitet, og kan således træffe beslutning om langt de fleste af universitetes dispositioner. Der er f.eks.bestyrelsen, der ansættelser rektor og bestyrelsen, der vedtager budget for hele KU .

Samtidig er det også her at universitets langsigtede strategi: ”Destination 2012” er formuleret og det er bestyrelsens arbejde at følge op på den daglige ledelses implementering af denne udviklingsstrategi.

Bestyrelsen består af 11 medlemmer. 6 medlemmer kommer ”udefra” og sidder som repræsentanter for samfunds- og erhvervslivet. 5 er demokratisk valgt på universitetet: 2 VIP’ere (videnskabeligt personale), 1 TAP’er (Teknisk administrativt personale) og 2 studerende. I dag sidder David Salomonsen fra jura på den ene studenterplads og han er desuden genopstillet ved dette valg.

Du kan læse mere om bestyrelsen og dens arbejde på http://bestyrelse.ku.dk/ og www.sr.ku.dk


Studienævnet

Studienævnet spiller en væsentlig rolle ved tilrettelæggelsen af din dagligdag på jurastudiet. Det er således Studienævnets opgave at varetage de opgaver der konkret har indflydelse på de studerendes hverdag. Det er blandt andet her, det besluttes, hvorledes jurauddannelsen er sat sammen. Vi fastsætter eksempelvis pensum, timeantal – og fordeling samt eksamensformer.

For tiden arbejder Studienævnet bl.a. på Studiereform 2011. Det er en stor og spændende opgave at løfte – i et tæt samarbejde mellem de studerende, det videnskabelige personel og fakultetet. I en sådan proces får man et indblik i hvad det vil sige at tilrettelægge en juridisk universitetsuddannelse ved udarbejdelse af vision, kompetenceprofil, og ved hjælp af læringsstrategier.

Studienævnet består af 8 medlemmer. Fire medlemmer er valgt af og blandt de studerende. De studerende er valgt fra forskellige organisationer, og vælges for ét år ad gangen. Lige nu sidder der tre repræsentanter fra Forenede Jurister og én fra Politisk Udvalg. De øvrige fire medlemmer er valgt blandt det videnskabelige personale - undervisere, forskere og professorer.

Formandsposten besiddes af en repræsentant fra det videnskabelige personale, hvorimod næstformandsposten tilfalder en studerende.