20091210

Forenede for Jura

Kære jurastuderende!

Så er valget på universitetet og på jura i gang, og i Forenede Jurister har vi brug for din stemme.

Hvem er vi?

Vi går på 1. år og på 5. år og på alle mulige andre år. Vi hører klassisk musik, jazz og heavy metal. Vi går med Guccitasker og Nettoposter. Vi stemmer borgerligt og rødt til folketingsvalgene og vi ser Venner og Viden Om i fjernsynet. Vi er med andre ord lige så forskellige som alle andre jurastuderende; MEN én ting forener os. Vi er forenede i arbejdet for et endnu bedre jurastudium og et endnu bedre universitet end det, vi allerede har i dag.

I hele Forenede Juristers levetid har vores eneste mål været bredt at repræsentere de jurastuderende uden skelen til snævre partiinteresser. Vores arbejde med studenterpolitik går mere end 50 år tilbage, og vi vil gerne fortsætte det arbejde. Derfor håber vi, at du vil stemme på os ved valget.

Du kan stemme fra i dag og frem til den 15. december klokken 15.00 via:
PUNKT KU > Selvbetjening studerende > Valg > Afstemning.

I næste semester vil vi bl.a. arbejde for flere siddepladser, ekstern censur, afskaffelse af tvungen undervisning efter klokken 17.00 og en masse andre ting. Hvad vi skal arbejde for i næste semester, kan du også være med til at bestemme! Vores møder er åbne for alle jurastuderende ved KU. Meld dig ind i vores facebookgruppe ”Forenede Jurister” ( http://www.facebook.com/#/group.php?gid=2358642485&ref=ts ) og få information om vores næste møde. Du kan også læse her på vores hjemmeside.

Du kan læse mere om valget på ku.dk/valg

Godt valg og glædelig jul.

Kærlig hilsen
Forenede Jurister