20090409

DJØF studerende repræsentantskabsmøde marts 2009

Af Julie Maria Hansen (DJØF studerende kontaktperson i FJ)

Som medlem af DJØF-repræsentantskab bliver man to gange årligt inviteret til at deltage i DJØF-studerendes repræsentantskabsmøde. Forårets møde blev i år holdt på Skibet Vandrehjem nær Vejle. Mødet strækker sig over tre dage, hvor der udover selv repræsentantskabsmødet bliver afholdt forskellige seminar.

Selve repræsentantskabsmødet blev i år afholdt lørdag formiddag. På mødet bliver DJØF-studerendes regnskab godkendt. Derudover blev der i år foretaget nogle budget- og vedtægtsændringer. Endvidere besluttes det, om der skal nedsættes nogle udvalg under bestyrelsen til f.eks. at arrangere aktiviteter, varetage medlemmernes interesser eller i større grad få vist DJØF’s ansigt udadtil.

Fredag stod DJØF-studerendes sekretariat for afholdelsen af et Kompetenceudviklingskursus i Networking. Sekretariatet havde inviteret en konsulent fra virksomheden Go’Proces, der ud over at give os forskellige redskaber til at netværke satte os sammen i grupper på tværs af repræsentantskabet, så vi i mindre grupper i en hyggelig atmosfære automatisk netværkede med hinanden.

Efterfølgende var der et oplæg fra PU, Politisk Udvalg – et udvalg under DJØF-studerendes bestyrelse. Her fik repræsentantskabet en mulighed for at få et indblik i PU’s arbejde ved en livlig diskussion om eliteuddannelser.

Dagen blev rundet af med en dejlig middag og hygge til ud på de små timer.

Lørdag eftermiddag blev anvendt på mødets tema CSR (corporate social responsibility) – altså virksomheders forsøg på at afhjælpe eller forbedre nogle af samfundets problemer som f.eks. sørge for at leverandørerne ikke bruger børnearbejde, at produktionen ikke skader miljøet eller donere penge til hjælpeorganisationer.
Planlægningsgruppen havde inviteret en konsulent fra DI Handel, der holdt et oplæg om, hvordan DI vejledte deres medlemmer om fordele og ulemper ved CSR samt de mulige faldgrupper. Derefter var det repræsentantskabets tur til at diskutere, om DJØF skulle investere i CSR og i givet fald på hvilken måde.

Sidst på eftermiddagen startede programmets sociale arrangement. Planlægningsgruppen havde her inviteret en til at undervise repræsentantskabet i afrikansk dans. Der blev gået meget op i at lære de rigtige trin og det skete til stor morskab for hele repræsentantskabet. Dansen blev frivilligt taget op igen efter middagen i en mere freestyle udgave.

Søndag blev brugt på afsked og lovning om et snarligt gensyn til DJØF repræsentantskabsmøde i efteråret.

Hvis du vil vide mere om at være aktiv i DJØF studerende, skal du være velkommen til at kontakte vores kontaktperson i DJØF studerende (denne artikels forfatter) Julie Maria Hansen på julie_m_hansen(snabel-a)hotmail.com. Du kan også læse mere om repræsentantskabet og FJ’s arbejde i DJØF her: http://forenedejurister.blogspot.com/2006/12/djf-studerende.html

DJØF Studerendes formand Anna Allerslev (FJ) i diskussion med andre medlemmer af repræsentantskabet om DJØF's eventuelle fremtidige CSR-strategi