20090308

Juras udflytning til Amager i 2016/2017

Af Anders F. Niebuhr og Jesper O. Madsen

Der har været sagt og skrevet meget om Juras og Teologis udflytning til Søndre Campus, det der i daglig tale går under navnet KUA (Københavns Universitet Amager). Juras udflytning til Amager bliver dog tidligst i 2016.

Det såkaldte ”Ny KUA” eller ”KUA 1” stod færdigbygget i 2002. Det tårner sig i dag op som en moderne kolos ved siden af de gamle røde KUA-bygninger fra 70'erne.

KUA2 bliver den del af KUA, som kommer til at ligge nærmest Njalsgade (den nordligste del af KUA). Fundamentet og kælderen bliver det samme som det, der ligger under gamle KUA, resten skal rives ned. Ovenpå kælderen og fundamentet vil man herefter opføre KUA2. Det bliver en moderne attraktiv universitetsbygning med caféområder, festsale, gårdhaver, tagterrasser og meget andet. KUA2 vil sammen med KUA1 i fremtiden udgøre kernen i Det Humanistiske Fakultet. Humaniora får overdraget nøglerne til denne nye spændende bygning 2. juledag 2012.

Når Humaniora er flyttet helt ind i KUA2 vil man nedrive de sidste rester af gamle KUA, nemlig den del af KUA, der ligger nærmest mod vest. Herefter går byggeriet af KUA3 i gang. KUA3 er den bygning, som skal rumme Jura og Teologi. Hvordan dette byggeri kommer til at se ud, ved ingen endnu med sikkerhed. Planlægningen vil gå i gang i studieåret 2009/2010, og Forenede Jurister vil naturligvis være meget engagerede i processen. Lige nu ligger det imidlertid fast, at Juras udflytning til Amager tidligst vil kunne finde sted i begyndelsen af 2016. For et år siden blev Juras udflytning officielt rykket fra 2013 til 2014, og nu er den altså rykket yderligere to år. Processen bliver således hele tiden forsinket. Vi kan derfor ikke love, at Jura ”allerede” kan rykke til Søndre Campus i 2016, men vi kan med sikkerhed sige at udflytningen ikke vil finde sted før.

Derfor er Forenede Jurister naturligvis også meget engagerede i, at vi jurastuderende har så gode forhold i indre by som overhovedet muligt før vores udflytning. Vi har således kæmpet aktivt for vores nye Jurahus II i Bispetorv, og vi holder hele tiden et vågent øje med, at vi, der læser i indre by, ikke bliver glemt midt i alle tankerne om de fremtidige campusstrukturer.

Du kan læse mere om Søndre Campus på www.soendrecampus.ku.dk

Skitse over Søndre Campus området, Juras KUA3 ses til højre i gråt (klik på billedet for at se større udgave)